Select Page

Living In A Box

oil and acrylic on canvas

Living in a box • maleri, akvarel og skulptur • 2019

Galleri Franz Pedersen, Horsens • 30.11.19 – 4.1.20

”Living in a box” er en serie monokrome oliemalerier i store formater, der portrætterer mennesker, der, omgivet af skov og natur, er fanget i kasser eller kæmper med selvsamme. Dette projekt beskæftiger sig med hvordan vi putter os selv og vores medmennesker i ”kasser”. Hvordan vi rubricerer og dømmer, og hvordan vi tit er hurtige på aftrækkeren til at sætte et label på andre mennesker; både dem vi kender, og dem vi IKKE kender – og også på os selv. Vi kommer hinanden i skuffer; vi har ”gode” skuffer for mennesker der er smukke og successfulde, og ”dårlige” skuffer for dem der er psykisk syge, hjemløse, stressede, fremmede eller bare mindre smukke og successfulde. Det som skufferne har til fælles, er deres begrænsende karakter. Vi begrænser os selv, og vi begrænser hinanden. Når man først er kommet ind i en kasse, virker det umuligt at finde en vej ud.

Vi giver de kasser vi kommer os selv og hinanden i, lov til at holde os som fanger i vores selv-definerede begrænsninger. På mange måder går livet for mange mennesker ud på dagligt, at prøve at leve op til de ”gode” egenskaber de er associeret med – for hvad ville der ske hvis de fejlede? Mennesker der er kommet i en af de ”dårlige” skuffer, knokler dagligt, for at blive fri af de uheldige fortegn de tilsyneladene er vokset sammen med.

Hvor kommer dette fænomen fra? Hvorfor mener vi, at vi har brug for at finde en identitet inden for så stramme og firkantede rammer? Hvordan holder disse begrænsninger os fra, at kunne udfolde os fuldt ud? Hvad gør det ved os, når vi er i disse ”kasser”? Hvad er det for et usynligt fængsel, vi vælger at leve i? Hvilken indflydelse har det på vores samfund?

Hvem ville vi være, hvis vi ikke var begrænsede af disse kasser? Hvordan ville det føles at være fri?

René Holm: ‘Living in a Box’ – om kassetænkning, båssætning og monokromt maleri

Blå er ikke blot blå. Blå er også betegnelsen for den time, hvor dagens lys og den kommende nat går i ét som tusmørke. Blå er den farve, som amerikanske musikere har vist os, at melankolien har. Blå findes i nuancer med navne som Preussisk blå og Berlinerblå, der i sig selv bære hele historier.

Og nu er blå også den farve, der definerer René Holms kunstneriske produktion de seneste to år. Men selvom han således har valgt at begrænse sig betydeligt rent koloristisk, så betyder det på ingen måde, at motivet skulle være forsvundet. I stedet tager Holm os med ind i en permanent blå time og lader den melankolske klang runge i motiver, hvor menneskerne spænder ben for sig selv og hinanden ved at montere sig med papkasser på hovedet.

Helt bogstaveligt betyder dette, at de slet ikke kan se og hæmmer deres egen hørelse betydeligt, hvilket gør det endnu vanskeligere at navigere – både i skoven og i livet. For kasserne har også en symbolsk betydning som dem, vi sætter os selv og hinanden i, når vi sætter eller sættes i bås. Det handler om de forenklede fremstillinger af hvem vi er og hvad vi kan blive til, dels som vi udstikker dem for andre omkring os, dels for os selv.

Det er kasser, begrænsninger, vi får trukket ned over hovedet, sådan som det også sker for den unge pige i flere af René Holms værker. Men som voksen er man vist selv i stand til at påtage sig kassetænkningen helt uden hjælp eller indblanding fra andre.

Ind imellem ser det ligefrem ud som om kasserne antager et eget liv, de vokser sammen med mennesket nedenunder og sender fangarme ud i alle retninger. Sådan en kasse bliver det mere end almindelig svært at slippe ud af. Hvis man altså overhovedet orker, for oplyst indefra får man også fornemmelsen af, at disse kasser skaber et selvtilstrækkeligt rum omkring bæreren, der måske efterhånden tror, at verden ikke er større eller anderledes end det ganske lille område, der er oplyst.

Måske kan man også se kasserne som en form for hjelme, som beskyttelse mod verden omkring os. For verden kan virkelig være overvældende, den kan være farlig og den kan i den grad gøre ondt. Ikke at en papkasse på hovedet for alvor beskytter nogen mod virkelighedens voldsomhed, men illusionen kan være nok til at få folk til at forsøge sig med det. Det er på sin vis fuldt forståeligt, men prisen er høj, for med hovedet stukket op i en kasse er vi helt alene – selv når der står et andet menneske lige ved siden af.

Frygten for at fejle er udtalt i vores samfund og den kan være så voldsom, at den fører direkte til handlingslammelse. Angsten for ikke selv at leve op til forventningerne forkrøbler ikke bare den angstes egne muligheder, den kan også fylde over i mistillid til og anklager mod andre. Vi bryder os ikke om andres succes, fordi den sætter vores eget liv i perspektiv. Men vi bryder os heller ikke om dem uden succes, fordi de hele tiden minder os om, hvad vi selv meget let kan blive.

Det betyder ikke alene, at vi bruger en masse tid og kræfter på at bekymre os om andre mennesker, men også, at vi fastholder os selv og hinanden både i kasser og i ligeså firkantede definitioner af hvad det er vi vil med livet. For er vi nu også helt sikre på, at det er succesen, der tæller?

Man kunne måske mene, at det at begrænse sig til at bruge én enkelt farve og dermed afskære sig selv fra hele resten af regnbuen, ligger på linje med de begrænsninger kassetænkningen medfører. Men det monokrome kunstværk er et anderledes frit valg og ligefrem en velafprøvet disciplin, hvor kunstnere gennem tiden i kortere eller længere tid har fokuseret på én enkelt farve. Picasso havde således også en blå periode, der strakte sig fra 1901 og tre år frem, hvorefter han fortsatte i et rosa spor de følgende par år. Det skal blive spændende at se, hvilke farver der fremover finder vej til René Holms palet – og dermed også til hans værker!

Trine Ross

Berliner Blau

holds particular significance in the arts – not only in painting, but also in literature and even in music. This may be by cause of its royal nature or its calming effect. But what is a constant independently of space and time is its archetypal association with the sky and the sea. Human sensation attributes metaphysical significance to blue. Not only due to its optical properties, but also to the perceived connection with limitless spaces that seem to exist beyond time, the colour has a strong effect of depth and gravitational pull. Since the early days of painterly abstraction that were about detaching art from a direct representation of the visible reality, blue proves to be the ideal carrier for an increasingly spiritualised symbolism.

In Classical Modernism, various artists focussed on blue to a heightened extent. At a young age, Picasso had his Blue Period, during which he painted in a nuanced palette of blue – serious, lugubrious works that speak of existential subjects. For Joan Miró, blue played the leading role primarily in his dream paintings, in which the colour has an image-defining function extending across most of the canvas. Later, Yves Klein freed a luminous ultramarine blue of any and all competition and created monochrome paintings and sculptures in this colour tone, which he even had patented. But for hardly anyone, blue became such a defining creative element as it did for Wassily Kandinsky, Franz Marc and their artist group Der Blaue Reiter. Their works were driven and permeated by blue on material and sensory as well as on philosophical and psychological levels.

Wassily Kandinsky is considered the originator of abstract painting. He established a theory that, similar to a grammar, allocates colours to specific synaesthetic characteristics such as sounds, constituting the fundament of his pictorial compositions, the Symphonies of Colours. For Kandinsky, blue was the embodiment of the infinite and the transcendental. Similarly, Franz Marc associated colours with characteristics that, when combined with one another, elicit specific emotional effects. With Der Blaue Reiter, they jointly pursued an inner invigoration of art, a grasp of the spiritual in art, an understanding of art as something soulfully enlivened – a manifest, in which blue held a special position because of its timeless, archetypal symbolic power.

Reflecting on the art-historical and psychological dimensions of blue, René Holm has immersed himself into it in two series of works to date. The publication at hand is the end point of a creative phase of three years that he has dedicated to Berlin Blue, an intense dark hue of blue. In these paintings, enigmatic, faceless figures act in nightly forest landscapes, in which darkness is ruptured only by a few natural light sources like the full moon and stars or by symbolic ones like vertical light beams and glowing earth holes. Only by means of these minimal lights, the impervious black of the night is dissolved into deep tones of blue, and the scenes are rendered discernible. Because of this focussed use of light in interplay with the allegorical image content, blue gains a spiritual dimension in the work of René Holm, one that is not always rationally tangible but that resonates in the viewer.

Blue is a multidimensional colour that opens visual and mental spaces. Its conceptual versatility for artistic treatment proves to be very yielding time and again. René Holm’s in-depth dealing with Berlin Blue is thus by far more than a homage to the place of his work.

Kristina von Bülow