Select Page

Serien Ein gruss nach hause 

oil and acrylic on canvas

Serien Ein gruss nach hause • GALLERI FRANZ PEDERSEN // 9 SEP - 28 OKT 2017

Før i tiden fandtes der en lang række ritualer omkring familiernes fotoalbum. Først skulle billederne selvsagt tages, præcis som i dag, men den gang vidste man først langt senere, hvad det var man havde fået på filmrullen, for de 36 billeder skulle tages allesammen, hvorefter filmen blev afleveret hos fotohandleren til fremkaldelse og først efter flere dage kunne man endelig hente en lille paplomme med fotografierne, som man begærligt bladrede igennem, mens man stadig stod i butikken. Derefter blev fotografierne indsat sirligt i et fotoalbum, hvor de kraftige sider til opklæbning af billeder blev adskilt af kalkerpapiragtige indstik, som nogle gange ligefrem var præget med mønstre, der lignede edderkoppespind.

Hverken filmen, fremkaldelsen eller fotoalbummet var helt billigt, og blev derfor behandlet med respekt. Alt dette var med til at skabe en magi og mystik omkring fotoalbummet, hvilket blev yderligere forstærket af, at sådan et album blev taget højtidligt frem og man samledes omkring det i noget nær andagt. Et udvalgt familiemedlem fortalte historien om billederne, også til dem, der selv var med eller havde hørt historien før, og kun sjældent blev fortællingen afbrudt – og når det skete, var det af opklarende spørgsmål eller små begejstrede udråb.

Når René Holm har fundet sådan et fotoalbum i en rodekasse på et loppemarked i Berlin, rejser det derfor en række spørgsmål. For hvorfor er der ingen, der har villet beholde familiens billeder? Er der ikke længere nogen, der husker de unge mænd og kvinder på fotografierne? Eller syntes de seneste arvinger bare ikke det var værd at gemme beviset på de ældre generationers eksistens?

Hvad grunden end er, har det betydet, at René Holm pludselig får adgang til et temmelig intimt rum, idet datidens familiefotografier var tiltænkt et absolut begrænset publikum, i modsætning til i dag, hvor den slags billeder straks deles på så mange sociale medier som muligt.

At minder, der tidligere, tydeligvis, har været højt skattet, kan ende i en kasse med ragelse på et loppemarked, er foruroligende. For det viser os, at vi kan miste vores minder. Også selvom vi nu lagrer dem digitalt.

Vi tror vores ferieminder og fotografier fra hele livet ligger sikkert i skyen, men man ved aldrig. At miste sine minder er frygteligt. Selv hvis man aldrig bladrer sine gamle billeder igennem er de en del af det fundament, vi planter vores fødder på. Forsvinder billederne forsvinder vores vej tilbage til os selv som dem, vi var en gang, og dermed også en lille smule til dem, vi endnu skal nå at blive.

Der kan dog også ske det lykkelige, at tabte minder kommer i hænderne på en kunstner, sådan som det er sket for den tyske familie, der i 1954 var på ferie i Thüringen. For René Holm har givet de gamle fotografier et helt nyt liv.

Der er ellers mange faldgruber for en maler, der benytter sig af fotografisk forlæg. Ofte bliver resultatet ligesom dobbelt fladt, men ikke hos Holm.
Tvært imod folder han ikke bare billedfladen, men også de dybere lag i fotografierne, ud, og sprænger flere steder også helt bogstaveligt billedets ramme. Ansigterne står ikke til aflæsning, men alligevel kommer vi på mirakuløs og malerisk vis tættere på familien her, end ved at gennemgå deres fotoalbum. Gadelygterne, som man snart genkender på flere billeder, lyser rent faktisk i malerierne, mens de på fotografiet kun fremstår som kantede kasser i kontrast til bjergmassivet bag dem. Og i malerierne driver himlen af dagen, der er gået, månen er fuld og man kan næsten dufte nålene på de grantræer, der rejser sig skulder ved skulder i skoven.
Der er således ikke bare kommet farve på billederne, men også sanseligt liv, der vibrere et sted mellem de tydelige penselstrøg og de motiver, René Holm fremmaler.

Så skulle vores egne billeder blive væk, er det bedste, der kan ske, at en kunstner som René Holm finder dem igen. Så bliver de nemlig ikke bare bevaret, de får også et liv og adskillige dimensioner, man selv end ikke kunne have drømt om.

Trine Ross // kunsthistoriker