SHELTER • 2013

Vi synger om *”skovens dybe stille ro”, vi drømmer om den og nogle gange rejser vi ligefrem ud af byerne for at opsøge den. Naturen. Skoven. Den dybe, stille ro der stiger op fra skovbunden og gør én både jublende glad og ligeså stille som skoven. Sådan et sted kunne man slå et karruselformet telt op, som det er sket i René Holms maleri ’Who stood and watched’. For hvem ville ikke gerne se sådan et telt mellem træerne, mens lysglimt oplyste natten mellem de mørke træstammer?

Og mon ikke vi er mange, der ville tænke ’I belong here’, hvis vi så to telte kante sig ind i skoven side om side langs en lille flod? Festligt ser det også ud, når guirlander af lys og farver svajer mellem træernes grene og der er livligt lys under teltdugen – men så bliver man alligevel i tvivl, for hvorfor hedder maleriet ’Pull me out of this dream’?

I det hele taget skal man holde et vågnet øje, ikke bare med de mange detaljer i værkerne, men også med de titler, René Holm giver dem. For hvem er det egentlig, der står og kigger på det runde telt i natteskoven? Hører vi overhovedet til her ude i naturen? Og hvorfor skulle vi ønske at vågne fra drømmen?

Fragmenter af svar på de mange spørgsmål kan man finde ved at se nærmere på teltene, det ’Shelter’, som udstillingens overskrift peger på. Nogle står alene, andre danner par, nogle synes at være blevet en del af naturen, mens andre er fremmed legemer, som skoven forsøger at udstøde. I visse værker er det dag, i andre er natten så gennemtrængende, at alt er malet sort i sort.

Men dybest set er et telt et ly, en yderst skrøbelig form for hjem. Det ser man i ’Choose your own directions’, hvor teltet er uden fast forankring og truer med at flyve væk. Selv når teltet antager en begyndende husform, som de to gultlysende i ’You’ll soon be off but you don’t know were to’, er skrøbeligheden og det ikke-vedvarende et grundvilkår.

De lettere huslignende telte har Holm hentet i Californiens berømte naturpark, Yosemite, og bare konturen af dem får minderne til at skyde frem hos alle os andre, der også har været lige dér. Men de store skove tiltrækker ikke kun de midlertidigt rekreerende. Både herhjemme og navnlig i USA, hvor skovene bare er det større, søger også forstyrrede mennesker mere permanent tilflugt i naturen – sådan som Ted Kaczynski, Unabomberen, gjorde det, mens han førte sin helt egen kamp mod moderne teknologi.

En sådan lukken-sig-væk-fra-verden kan være baggrunden for teltet til højre i ’Born of a broken man’, der er som et blændet øje, en sygelig sammensnævring af noget, der burde være åbent, afviser al udefrakommende kontakt. Kontrasten mellem natur og kultur, også når den udvikler sig til en konflikt, genfinder man flere steder i René Holms værker, som når ’Freedom’ bliver til natursvineri eller, mere afdæmpet, i den række blomsterkasser, der i ’You’ll soon be off but you don’t know were to’ forsøger at sætte skik og orden på alt det vildtvoksende – og trække en grænse mellem menneskenes verden og naturen udenfor.

Det er dog ikke kun i den vilde natur, at alting har sit eget liv og organiske, uordentlige tilvækst. Også i byerne opstår der områder, som er udenfor lov og ret, hvor de udsatte, de udskudte, dem, der lever helt ude i yderområderne af vores samfund, både bogstaveligt og i overført forstand, kan slå sig ned og slå teltet op. Det oplevede René Holm fornylig i Berlins Kreuzbergkvarter, hvor en gammel byggegrund er blevet til et lille parallelsamfund.

Andre steder i verden må mennesker hver dag forlade deres hjem på flugt fra krig eller fattigdom, og som oftest ender de i et telt – enten i en flygtningelejr eller i skjul i Sydeuropas skove, med drømmen om en bedre fremtid som eneste drivkraft. Det var den samme drøm der drev udvandrerne tværs over Amerika, så ’Somethings never change’, som René Holm bemærker i titlen på et værk, hvor man netop ser en hestevogn af den slags, nybyggerne benyttede sig af.

Med andre ord har René Holm med sine nyeste værker fat i en grundlæggende forudsætning for menneskeliv, nemlig et ly, et ’Shelter’. Hvor vakkelvorn det end må tage sig ud. Og samtidig peger han på den evige usikkerhed, der har sneget sig ind i vores velordnede liv, når han betegner disse telte som: ’New Millenium homes’.

Trine Ross

*Reference til den gamle danske sang, "I skovens dybe, stille ro" (tekst af Fritz Andersen, 1864).

Se fotos fra ferniseringen >>

Shelter i dit Mentale Telt. Interview med René Holm >>

René Holm: Ugens Kunstner – kunsten.nu, august 2013 >>

Shelter

Shelter